torsdag den 17. september 2015

SIDSTE SIDE VENDT I STILLIDSEN


Okay, så en måned er gået, siden jeg startede på Donna Tartt's Stillidsen og til jeg fik vendt den sidste side. Hvis nogle skulle være i tvivl, så er det lang tid for mig, at færdiggøre en bog på en måned! Seriøst, en hel måned! Med i ligningen kommer selvfølgelig absurde mængder af travlhed og bogens mange sider, men stadig..

Stillidsen, var en bog, som alle jer kender, der har læst den, synes er vanvittig god og på trods af, at jeg har læst en masse anmeldelser, så var jeg sgu ikke rætti' klar over, hvad der ventede mig.

Den handler, kort fortalt, om Theo Decker, som vi møder første gang som 11-13 årig og den skæbnesvanger dag, hvor han og sin mor besøger et kunstmuseum. Det er desværre samme dag, som museet bliver ramt af et terrorangreb og midt i flammerne og kaosset, der tager en dybt omtumlet Theo billedet "Stillidsen" med sig under armen og finder vej ud af murbrokkerne og ud på New Yorks Gader. Han fortæller aldrig nogen, at han tog billedet og romanen bliver en historie om Theos liv fra barn til voksen og den måde, hvorpå eksplosionen og billedet forandrede hans verden.

Det er ingen hemmelighed eller spoiler, når jeg fortæller, at Theos mor ikke overlever terrorangrebet og det er et tab, der er så stort for Theo, at det gennemsyrer alt hvad han gør og tænker på, resten af sit liv. Theo går fra at være et lovende upper-class New Yorker barn til, at være et stort set forældre- og hjemløst barn, som hovedkuls kaster sig ind i en nedadgående spiral fyldt med stoffer og dårlige beslutninger, som følger ham igennem hele romanen, indtil dens klimaks til slut.

For at være ærlig, så er jeg i syv sind omkring bogen! For det er rigtigt, den er god! Men, der var bare også en hel del der irriterede mig. Bogens bærende element er Theo og hans personudvikling, men det var desværre også det, der irriterede mig. Mere præcist, Theo selv. Theo tager konsekvent dårlige og forkerte beslutninger og underskylder sig selv og sin opførelse. Hans ligegyldighed overfor hans eget liv bliver cementeret med hans voldsomme stofmisbrug, som starter allerede fra barnsben af. Jeg var irriteret, for jeg synes aldrig han gav udtryk for at ville mere eller at blive bedre. Han bliver en hul karakter, der gemmer sig bag bogens fremadstormende karakter, Boris, som ganske vist tager ligeså mange dårlige beslutninger og endda endnu flere stoffer, men han er bevidst om det og accepterer sig selv og sine mangler, hvorimod Theo kommer til at stå på sidelinjen fanget i sig selv, med den konsekvens, at han aldrig rigtigt kommer til at leve.

Bogen slutning er bombastisk og storladen, men den er også et kæmpe 'måske', for man finder aldrig ud af om Theo vælger livet. Om han ender med at tage et aktivt valg for at blive lykkelig. Og måske er det egentlig særligt passende og i bogens ånd..

4 kommentarer:

  1. Uh! Den har jeg også liggende. Er dog aldrig kommet videre end første kapitel... men den fungerer godt som bogstøtte indtil videre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahah, den er også virkelig tung - så på den måde kan den da godt gøre sig lidt nytte :p

      Slet
  2. Den bog. Den bog er så fantastisk. Og den er også underlig, og Theo er sær, men jeg elskede dobbeltheden i hans karakter. Og så er jeg vist også bare inkarneret Tartt-fan. Du skal læse 'Den hemmelige historie' engang. Den er mageløs.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er god, men den tog også lidt pusten fra mig. Det er sådan en, der tager lang tid at læse!

      Slet